Sund banan/chokolade muffin
Det skal du bruge:
Dej:
- 2 store modne bananer (eller 3 små)
- 1 æg
- 1 æggehvide
- 100 g. knuste/malede mandler
- 1 spsk. peanut butter
- 1-2 spsk. kakaopulver
- 1 spsk. vanilje proteinpulver (man kan også sagtens bruge vaniljesukker)
- 70 g. grovhakket chokolade (70%)
Evt. topping – smørcreme (ikke sund, og kan undlades):
- 100 g. smør
- 100-150 g. flormelis
- Kornene fra 1 vaniljestang eller 2 tsk. vaniljesukker
Pynt:
- Blomster af mørk chokolade
Fremgangsmåde:
Mos bananerne og bland dem med æg og hvide. Knus mandlerne med en stavblender, og rør de nu malede mandler i dejen. Tilsæt nu peanut butter, kakaopulver og proteinpulver – rør til dejen er jævn og glat. Hak den mørke chokolade, og rør stykkerne i dejen. Bag kagerne i mini-muffin forme, jeg bruger en fra Blomsterbergs. Smør formen med kokosolie, så kagerne ikke brænder fast. Bag kagerne på 180 grader i ca. 25 min.
Imens kagerne bager, kan du lave den eventuelle topping. Pisk blødt smør, flormelis og vanilje med en elpisker, til cremen er jævn og glat. Stil smørcremen på køl indtil den skal bruges. Når kagerne er færdige tages de ud til afkøling. Det er vigtigt kagerne er helt afkølet inden smørcremen kommes på, ellers smelter den, og resultatet vil ikke blive fint.
Imens kagerne køler af, kan du lave chokoladeblomsterne. Smelt 70 g. chokolade over vandbad. Når chokoladen er smeltet, puttes den i en sprøjtepose. Klip et lille hul. Form nu små blomster – ca. 4-5 cm i diameter, eller anden form du synes dine kager skal pyntes med. Stiil dem på køl til de er størknet – ca 15-20 min.
Når kagerne er kølet helt af kan du pynte dine kager. Put smørcremen i en sprøjtepose med tyl, og put en lille fin “dut”, på hver muffin. Derefter sættes blomsterne på toppen, og så er de klar. Hvis de ikke skal spises med det samme, stilles de på køl indtil da.
Velbekomme!
Tip: Hvis du ikke vil have smørcreme på, kan du bare sætte chokoladeblomster på. Lig dem på kagerne, imens kagerne de stadig er lune. Chokoladen vil smelte lidt “ned i kagen”, så det ligner blomsten er “malet” på – det er også en super sød, og sundere løsning på en topping.
Ingen kommentarer endnu